At skabe er en måde at være i live på

Jeg har skabt, så længe jeg kan huske. Ting, stemninger, rum, tekster, billeder, idéer og universer. Jeg har syet, malet, skrevet, dekoreret, bygget, samlet materialer op og set muligheder i ting, andre var færdige med. Ofte kommer trangen helt fysisk. Det begynder som en sitren, en idé, et billede for mit indre blik, en sætning der bliver ved med at vende tilbage, eller en næsten uimodståelig lyst til at få fingrene i noget og se, hvad der sker.

Skaberkraft er en måde, jeg er i verden på, og ordet kreativitet er næsten blevet for småt til det. Det leder let tankerne hen på hobbykasser, akvarelkursus og kvalitetstid med sin indre kunstner søndag eftermiddag, mens skaberkraft for mig er langt mere grundlæggende og kraftfuldt. Den er livskraft. Den samme kraft, der får frøet til at bryde sin skal og række mod lyset, kroppen til at skabe et barn og mennesket til at tage noget, som endnu kun eksisterer som en anelse, en længsel eller et indre billede, og give det form i verden.

Mennesket har altid skabt. Vi har sat hænder mod hulevægge, blandet pigmenter, skåret figurer i træ og sten, vævet fibre sammen, fortalt historier omkring ilden, sunget, danset og smykket vores kroppe. Vi efterlader os hele tiden små og store vidnesbyrd om, at vi var her, og at verden bevægede noget i os, som vi måtte give en form.

Jeg bliver besynderligt opløftet af materialer. Stoffer, pailletter, transparente ting, kugler, lys, papir, maling, gamle rammer, mærkelige dimser, ting fra naturen og ting, nogen har kasseret. Især det oversete kan vække noget i mig. Et stykke stof, der ligger krøllet sammen, en form, en overflade, et farvespil. Jeg kan stå med noget i hænderne og mærke, at det allerede er på vej et andet sted hen, selv om jeg endnu ikke aner hvor.

Der findes et særligt øjeblik dér, i mellemrummet mellem det, noget er, og det, det kan blive. Et åbent rum, hvor mulighederne stadig står og flimrer. Måske er det netop dét rum, jeg elsker allermest.

Den følelse kender jeg også fra ordene. En sætning dukker op, en observation, noget et menneske sagde, en mærkelig oplevelse, der bliver ved med at rumstere, eller noget ved kærligheden, kvindelivet, kroppen eller måden, vi lever på, som kalder på at blive undersøgt. Så begynder jeg at rode med det, vender det, ser på det fra den anden side, lægger noget ved siden af, skærer fra og opdager forbindelser mellem ting, der ved første øjekast lå langt fra hinanden.

På den måde minder skrivningen for mig om at arbejde med stof. Jeg mærker efter, hvor det giver efter, hvor det strammer, hvor der mangler noget, og hvor der pludselig opstår en form. Nogle gange kommer teksten næsten hel, andre gange skal jeg gå rundt om den længe, før den åbner sig.

Vi er samtidig blevet så gode til at forlange et resultat af vores skaberkraft. Hvad skal det blive til, kan det bruges, kan det sælges, er det kunst, er jeg kunstner, forfatter eller kreativ, og hvem har egentlig givet mig lov? Alle de spørgsmål kan hurtigt stille sig som små embedsmænd omkring noget, der lige var begyndt at spire.

Skabelsen kommer før titlen. Vi skaber os ind i det, vi endnu mangler ord for, og undervejs bliver noget smukt, andet kitschet, overdrevet, skævt eller decideret rædselsfuldt. Noget ender i skraldespanden, mens andet står halvfærdigt i månedsvis og venter på den detalje, der pludselig får det hele til at falde på plads. Også omvejene hører til. Fejltagelsen kan åbne en dør, man aldrig selv havde fundet.

Jeg har gennem mit liv skabt i mange forskellige retninger: tekstil, billeder, installationer, tekster, hjemmesider, koncepter, hjem og universer. Efterhånden ser jeg en stadig tydeligere sammenhæng mellem dem, for materialet skifter, mens bevægelsen er den samme. Nogle gange arbejder jeg med ord, andre gange med stof, lys, maling eller et rum, og indimellem er materialet simpelthen mit eget liv.

For livet afleverer også råmateriale. Erfaringer, kærlighed, tab, længsel, forandringer, overgange, brudstykker og ting, man forestillede sig skulle få én form, men som fik en helt anden. Gamle identiteter falder af som ham, mens nye endnu står bløde i konturerne, og midt i det hele findes muligheden for at tage noget af det, der bevæger sig gennem os, og lade det bevæge sig videre.

Måske er det derfor, skabelse kan føles så livgivende. Noget, der før var ordløst, får et sprog. Noget diffust får konturer. En indre bevægelse bliver til noget, man kan se, røre ved, læse, høre eller træde ind i.

Jeg får mere og mere lyst til at leve af at  leve sådan, med sanserne åbne mod verden og hænderne parate til at svare. At skrive, male, sy, samle, bygge og forme, flytte rundt på mit hjem, plante noget, skabe et billede eller fange en sætning, mens den stadig gløder.

For hver gang vi skaber, foregår der en lille forvandling. Verden kommer ind i os som lys, stof, kærlighed, erindring, sansning, smerte, skønhed og erfaring, og et sted på vejen blander den sig med alt det, vi allerede består af.

Så sender vi noget tilbage.

Noget, verden aldrig før har set.