Hvor seksuelt intelligent er du egentlig?

Jeg har funderet en del over forskellen mellem at have et stort seksuelt repertoire og at have stor erotisk intelligens.

Måske fordi jeg efterhånden selv har et temmelig omfattende erfaringsgrundlag at vurdere ud fra.

Jeg har kendt mange mænd. Været seksuelt fri, nysgerrig og til tider temmelig grænseløs. Jeg har prøvet meget, udforsket meget og mødt seksualiteten i mange forskellige former.

Jeg kender det vilde og dyriske. Det tilfældige og uforpligtende. Det grænseoverskridende og eksperimenterende. Sex uden følelser og sex med stærke følelser. Mænd med stor erfaring og mænd med ganske lidt. Mænd optaget af min nydelse og mænd, der mest havde travlt med deres egen.

Og måske er det netop alle de erfaringer, der efterhånden har gjort mig mindre imponeret af seksuelt repertoire.

For man kan have prøvet meget.

Man kan have et imponerende seksuelt kartotek. Have bevæget sig langt uden for det konventionelle og stadig være på jagt efter den næste ting, der endnu ikke er prøvet.

Men gør det én til en god elsker?

Jeg er ikke så sikker.

For med årene er jeg blevet langt mere optaget af noget andet:

Erotisk intelligens.

Evnen til at mærke et andet menneske. At forstå, at lyst ikke er en kontakt, der enten er tændt eller slukket, men noget levende, der opstår og bevæger sig mellem mennesker.

At kunne aflæse de næsten umærkelige forskydninger i en krop. Vide hvornår man skal tage, og hvornår man skal vente. At kunne skabe begær uden straks at bevæge sig mod kønsdelene.

At forstå, at forspil kan begynde længe før tøjet kommer af.

Et blik kan være forspil. En samtale kan være forspil. At danse sammen. En hånd i lænden. En duft. At blive betragtet på en bestemt måde. Spændingen ved endnu ikke at få det, man længes efter.

Måske handler erotisk intelligens netop om at forstå, at seksualiteten ikke alene findes i kroppen.

Den findes også i psyken. I tilliden. I fantasien. I hengivenheden. Og i det udefinerbare, der kan opstå mellem to mennesker.

Jeg er begyndt at tænke på seksualitet som noget med mindst to akser.

På den ene ligger vores seksuelle repertoire. Hvor meget har vi prøvet? Hvor vidt har vi bevæget os?

På den anden ligger vores erotiske dybde. Hvor meget kan vi mærke? Hvor fint kan vi sanse et andet menneske? Hvor meget nærvær, følelsesmæssig forbindelse, fantasi og bevidsthed kan vi bringe ind i det seksuelle møde?

Og de to akser følges ikke nødvendigvis ad.

Man kan have haft få partnere og et relativt beskedent repertoire og alligevel være en vidunderligt sansende elsker.

Og man kan have prøvet næsten alt og stadig møde seksualiteten som en slags bucketlist af handlinger, teknikker og stadig nye grænser.

Måske er det også derfor den tantriske virkelighedsopfattelse appellerer til mig, og måske også derfor, jeg på dette tidspunkt i mit liv har fået vakt en nysgerrighed i retning af pardans.

For der er noget ved selve idéen om to mennesker, de feminine og maskuline poler, der mærker og aflæser hinanden, fører og følger og reagerer på de mindste bevægelser, som minder mig om det, jeg efterhånden søger i seksualiteten.

Ikke fordi jeg er færdig med vildskaben.

Tværtimod.

Jeg vil stadig det dyriske. Det glødende begær. Den rå kraft og den seksuelle frihed.

Men jeg vil det vilde og dybe.

Jeg næres af den seksualitet, hvor det rå og det ømme kan eksistere samtidig. Hvor jeg kan være vild og sårbar. Hvor sanselighed ikke er en optakt, der skal overstås, men en del af selve erotikken. Hvor to mennesker ikke skal imponere hinanden med, hvor langt de kan gå, men bliver ved med at opdage nye lag i hinanden.

Efter at have prøvet meget tror jeg måske, at min seksuelle nysgerrighed har skiftet retning.

Jeg er mindre optaget af spørgsmålet:

Hvor langt kan vi gå?

Og langt mere optaget af:

Hvor dybt kan vi gå?