Den perfekte kvinde har ingen egen vilje?

Jeg læste en artikel i The Guardian, som har fået mig til at tænke over, hvor teknologien er ved at føre vores seksualitet og relationer hen, og om vi måske er i gang med at skabe noget, hvis konsekvenser vi slet ikke har nået at forstå endnu.

Artiklen begynder ret makabert. To mennesker finder en kuffert på en øde vej nogle timer syd for Sydney og tror, at de har fundet liget af en mishandlet kvinde. Håret er vådt og filtret efter regnen, kroppen har blå mærker, politiet bliver tilkaldt, og offentligheden når at tro, at endnu en kvinde skal føjes til Australiens statistik over dræbte kvinder.

Men efter de retsmedicinske undersøgelser viser det sig, at kvinden slet ikke er en kvinde. Det er en sexdukke. De blå mærker er kunstige, og eftersom dukken forestiller en voksen kvinde, er der ikke sket noget ulovligt.

Og selvfølgelig er en dukke ikke et menneske. Den føler ikke smerte, frygt eller ydmygelse, og man kan ikke overskride dens grænser, for den har ingen. Men artiklen stiller et spørgsmål, som jeg synes er langt mere interessant: Er det fuldstændig uden betydning, hvad mennesker gør ved noget, der meget bevidst er skabt til at ligne et andet menneske – og i dette tilfælde næsten altid en kvinde?

Det er ikke længere et lille kuriøst marked for ensomme mænd og halvslatne oppustelige plastikdamer. Markedet for sexdukker blev anslået til 6,6 milliarder dollars i 2025 og forventes at vokse til 13,4 milliarder i 2033, og AI er samtidig ved at ændre fuldstændig på, hvad en sexdukke overhovedet er.

RealDoll har eksempelvis udviklet Harmony, hvor køberen via en app kan vælge forskellige personlighedstræk. Hun kan være spirituel eller usikker, hun lytter til dig, og den nye version har en såkaldt AI-vagina, der registrerer berøring, bevægelse og hastighed og reagerer med stigende ophidselse, klimaks og synkroniserede lyde.

AI-dukken Emily kan skifte mellem personligheder som “co-worker”, “gym crush” og “tradwife”, huske tidligere samtaler og sende AI-genererede selfies på opfordring. Sensorer forskellige steder på kroppen får hende til at stønne ved berøring. Producenten markedsfører hende blandt andet som en mulighed for selskab uden fordømmelse og sikker udfoldelse af dine vildeste fantasier.

Jeg kan til en vis grad forstå appellen, eller i hvert fald behovet bag den. Mennesker længes efter berøring, sex, nærhed og bekræftelse, og nogle mennesker lever med en enorm ensomhed eller har af forskellige grunde svært ved at skabe relationer. Jeg har derfor heller ikke behov for at gøre enhver mand, der ejer en sexdukke, til en forstyrret misogynist. Men jeg er samtidig skeptisk over for forestillingen om, at teknologisk efterligning af nærhed nødvendigvis er et godt svar på menneskelig ensomhed. For hvis problemet er manglende forbindelse til andre mennesker, hvad sker der så, når løsningen bliver noget, der ligner forbindelse, men hvor det andet menneske er fjernet? Og hvad lærer vi om intimitet, hvis den kan konstrueres, så vi aldrig behøver møde den andens behov, grænser eller frihed?

Der opstår i hvert fald nogle langt mere interessante og ubehagelige spørgsmål, når dukken bliver så menneskelignende, og AI kobles ovenpå.

For nu kan du i stigende grad skabe din egen kvinde. Ikke alene hendes krop og ansigt, men også hendes personlighed og reaktioner. Hun kan være ung og smuk og spirituel og interesseret i alt det samme som dig. Hun husker, hvad du fortalte hende i går, stønner på de rigtige tidspunkter og bliver ikke træt af dig eller af sex. Hun forlader dig ikke og kræver ikke, at du interesserer dig for hendes behov, for hun har ingen behov, som du ikke selv har programmeret ind i hende.

En af forskerne i artiklen, Johannes Fuss, formulerer det ret provokerende: Tiltrækningen kan i sidste ende koges ned til total tilgængelighed, en ung og attraktiv krop og nul følelsesmæssige krav eller dialog.

Og det er måske netop den totale tilgængelighed, jeg synes er interessant og bekymrende.

For et virkeligt menneske er jo frygtelig besværligt. Vi kommer med vores historie, vores krop, mærkværdigheder, grænser, længsler, dårlige dage, forandringer og et begær, der ikke nødvendigvis opfører sig, som den anden ønsker. Vi kan sige nej, misforstå, miste lysten, få lysten tilbage, ændre os og forlade hinanden.

Men det er samtidig hele det besværlige, levende stof, som intimitet og erotisk intelligens bliver til af. At den anden faktisk er en anden. At vi skal kunne mærke, aflæse, forhandle, give os hen, sætte grænser og leve med den grundlæggende risiko, der ligger i, at et andet menneske er frit.

Noget af det mest foruroligende i artiklen er for mig et firma i Los Angeles, Coeros, der tilbyder at fremstille sexdukkehoveder ud fra fotografier. Man kan uploade billeder af en virkelig kvinde og ifølge firmaet få et hoved med omkring 90 procents lighed med hende.

På et forum for sexdukkeejere skriver en bruger, at de mest oplagte kandidater selvfølgelig er kvinderne, der afviste dig, dem der slap væk, eller dem du aldrig havde en chance for at få.

Det er svært ikke at se noget foruroligende i den tanke. Hvis den virkelige kvinde ikke vil være tilgængelig for dig, kan du få fremstillet din egen version af hende, og denne gang har hun ingen mulighed for at afslå.

Og så er der behandlingen af dukkerne. På Reddit og forskellige fora findes brugte sexdukker med ødelagte brystvorter, gennemborede lemmer, mug i munden og beskadigede kønsdele. En mand havde skåret huller i sin dukkes vagina. Da en bruger spørger, hvordan man bedst skiller sig af med en livagtig sexdukke, foreslår en anden at købe en motorsav og benytte lejligheden til at udleve sin vildeste motorsavsmassakre-fantasi.

Ja, det er silikone. Der sidder ikke en kvinde inde i dukken og lider. Men betyder det også, at det er psykologisk og kulturelt neutralt at øve sig i at lemlæste noget, der er skabt med bryster, vagina, kvindeansigt, kvindehår og kvindestemme?

Det ved vi faktisk ikke. Forskningen kan endnu ikke afgøre, om den slags dukker kan fungere som et ufarligt sted at kanalisere voldelige og hadefulde fantasier og måske ligefrem forebygge vold, eller om de tværtimod kan blive en slags træningsbane, hvor bestemte forestillinger om kvinder, seksualitet, dominans og vold forstærkes.

Og her må jeg indrømme, at jeg er skeptisk over for selve forestillingen om, at alt nødvendigvis bliver mindre farligt af at blive udlevet. Hvorfor skulle det være sådan? Hvorfor skulle gentagen fysisk udlevelse af en fantasi om at mishandle, lemlæste eller dominere en kvindekrop automatisk få fantasien til at fylde mindre? Det, vi retter vores opmærksomhed mod, dyrker og gentager, har det jo også med at vokse og blive mere fortroligt. Måske aflader man noget. Måske træner man det.

Og lige præcis den forskel synes jeg, vi har brug for at vide langt mere om, før vi uden videre begynder at tale om kvindelignende dukker som et “sikkert” sted at udleve enhver tænkelig fantasi.

For samtidig taler vi om ensomhed, sexrecession, datingudmattelse, porno, præstationsangst og mennesker, der har stadig sværere ved at finde hinanden. Og nu kan svaret på den besværlige menneskelige relation måske blive en stadig mere raffineret efterligning af den.

Måske er det interessante ved AI-sexdukken i sidste ende derfor slet ikke, hvor menneskelig vi kan gøre den, men hvad der sker med os, hvis vi langsomt vænner os til, at intimitet kan bestilles uden gensidighed, begær uden risiko for afvisning og en kvinde uden egen vilje.

For det er jo netop hendes egen vilje, der gør en virkelig kvinde levende.