Hormonforsker efter 40 år i faget: Det er unaturligt ikke at tage østrogen

Vi behandler diabetes, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol, knogleskørhed og et svigtende stofskifte. Vi får briller, når synet svigter, og høreapparater, når hørelsen gør. Vi får nye hofter, nye knæ og medicin mod alskens skavanker, der følger med det privilegium, det trods alt er at få lov at blive ældre.

Og da mænd fik mulighed for medicinsk behandling af rejsningsproblemer, var der ikke ligefrem en folkebevægelse, der bad dem acceptere en slap penis som naturens smukke måde at fortælle dem, at ungdommen var forbi. Gudskelov for det.

Jeg er stor tilhænger af, at vi mennesker bruger vores begavelse til at gøre livet længere, bedre og mere tåleligt. Det er jo noget af det mest menneskelige, vi gør. Vi finder ud af, hvordan kroppen fungerer, og når noget begynder at svigte, forsøger vi at hjælpe den. Vi opfinder briller og pacemakere, insulin og høreapparater, kunstige hofter og små blå piller. Naturen får ikke nødvendigvis det sidste ord.

Men når kvindens østrogenproduktion begynder at vakle i perimenopausen og siden falder markant, har naturen på mærkværdig vis fået en helt anden autoritet. Det er naturligt. Det er en del af det at blive ældre. Kvinder har altid været igennem overgangsalderen.

Ja, selvfølgelig er det naturligt. Det er gråt hår også. Nedsat syn er naturligt, slidgigt er naturligt, og en prostata, der vokser med alderen, er naturlig. Naturen er fuldkommen ligeglad med vores livskvalitet. Den har aldrig lovet os stærke knogler, klart syn, velfungerende kønsorganer eller et langt og lykkeligt liv. Hvorfor skulle naturlighed så være et argument for, at kvinder skal leve med følgerne af faldende østrogen?

Læge og hormonforsker Marie Foegh går endnu længere. Hun er 83 år, har selv taget østrogen siden sin perimenopause og siger i et nyt interview i ALT for damerne: “Jeg mener, at det er unaturligt ikke at tage hormoner.”

Det er en sætning, der rusker lidt i vores forestillinger om kvindekroppen, men Foeghs pointe er værd at dvæle ved. Vi har levet med østrogen i kroppen gennem årtier, og østrogen er langt fra blot det hormon, der sørger for menstruation, fertilitet og siden de berømte hedeture. Der findes østrogenreceptorer i blandt andet hjernen, hjertet, blodkarrene, knoglerne, leveren, huden, slimhinderne og immunsystemet. Foegh beskriver også østrogenets betydning for muskler, øjne, det indre øre, kalorieforbrænding og temperaturregulering.

Det er med andre ord hele kvinden, der går i perimenopause, ikke bare hendes æggestokke. Alligevel har vi haft en forunderlig tilbøjelighed til at reducere overgangsalderen til hedeture, menstruationer, der går i kludder, og lidt tørhed forneden, som om resten af organismen stod upåvirket og betragtede forestillingen fra sidelinjen.

Foegh arbejder med en liste på 36 symptomer, som kan være forbundet med fald og udsving i østrogen. Blandt dem er søvnproblemer, hjertebanken, angst, brainfog, hukommelsesproblemer, ændret stofskifte, vægtøgning, ledsmerter, fordøjelsesændringer, hårtab, svimmelhed og nedsat sexlyst. Hun fortæller om kvinder, der har bevæget sig mellem læger, gynækologer og andre behandlere i forsøget på at finde ud af, hvad pokker der er sket med dem.

Det billede tror jeg, mange kvinder midt i livet vil kunne genkende. Kroppen begynder at opføre sig som en lidt fremmed organisme. Noget sker med søvnen, huden, maven, energien, hukommelsen og humøret, måske også vægten, hjertet, leddene eller seksualiteten. Man kan stadig være lyslevende, begærlig, skabende, forelsket, ambitiøs og midt i sit liv, samtidig med at kroppen pludselig har fået sit eget temmelig insisterende projekt.

Det er måske dét, der provokerer mig mest ved forestillingen om, at kvinder bare skal acceptere det som naturens gang. En kvinde i midten af 40'erne eller 50'erne kan have årtier tilbage af sit liv. Hun skal arbejde, elske, tænke, skabe, have sex, passe børn eller give slip på dem, måske forelske sig igen, begynde forfra, tage på eventyr og finde ud af, hvem hun er i den næste del af sit liv. Hvorfor skulle hun ikke ønske, at hendes krop fungerer så godt som muligt imens?

Hvis skjoldbruskkirtlen producerer for lidt hormon, kan vi tilføre stofskiftehormon. Vi behandler diabetes, forebygger og behandler knogleskørhed og forsøger at regulere et for højt blodtryk. Vi korrigerer syn og hørelse. Og hvis en mands penis ikke længere vil samarbejde med hans fortsatte lyst til livet, hjælper vi også gerne den. Som vi skal.

Men østrogenmangel har på mærkværdig vis fået en særstatus. Her har kvinder gennem årtier mødt fortællingen om, at kroppen blot gør det, den skal, og at generne er en del af livet, som man må lære at være i.

Selve ordet overgangsalder hjælper os heller ikke. Det lyder som en passage, en bro, vi skal over. Hold ud, så kommer du ud på den anden side. Men menopausen er tidspunktet for den sidste menstruation. Derefter følger postmenopausen, og æggestokkene begynder ikke pludselig at producere østrogen som før, fordi hedeturene eventuelt forsvinder. Den hormonelle virkelighed er forandret.

Jeg synes, vi trænger til et langt større blik på, hvad det betyder for kvindekroppen. Ikke kun for vores evne til at reproducere os, men for det menneske, der skal bebo kroppen måske 30, 40 eller 50 år endnu.

For selvfølgelig er menopausen naturlig. Det er bare ikke det samme som, at vi skal have det dårligere, end vi behøver.