Findes mænds overgangsalder?


Pludselig taler vi om mænds overgangsalder.

Det begyndte, lidt pudsigt, i forbindelse med budgetforhandlingerne i Odense Kommune. Et initiativ, der egentlig handlede om mænds mistrivsel og behovet for hjælp til mænd i livskriser, udviklede sig på få dage til en landsdækkende diskussion om, hvorvidt mænd ligesom kvinder kommer i overgangsalderen. 

Nu fortæller skuespiller Lars Ranthe i Hendes Verden om sin egen oplevelse af at ramme den:

»Testosteronniveauet daler drastisk, selvbilledet ændrer sig, libidoen bliver mindre, og hele den naturlighed med at “hey, her kommer jeg”, den forsvinder.«

Og jeg må indrømme, at jeg bliver nysgerrig. For gør det egentlig det?

Jeg er ikke uddannet specialist i hormoner, hverken kvinders eller mænds. Til gengæld kalder min egen indre hormonelle forvandling på at søge viden, og jeg er i stand til at lave research. Vi lever trods alt i en tid, hvor en ganske betragtelig del af verdens samlede viden ligger lige for fødderne af os online. Og når man begynder at grave i den medicinske litteratur og de faglige retningslinjer, bliver billedet noget mere interessant end overskriften om, at nu viser det sig sørme, at mænd også går i overgangsalderen.

For selvfølgelig sker der noget med mænd, når de bliver ældre. Også hormonelt. Testosteronniveauet falder typisk med alderen, og nogle mænd oplever nedsat libido, færre erektioner, mindre muskelmasse, træthed, søvnproblemer, humørforandringer og ændringer i kropssammensætningen. Der findes samtidig en reel medicinsk tilstand, hypogonadisme, hvor en mand har symptomer på testosteronmangel og ved gentagne målinger konstateres at have vedvarende lavt testosteron. Tilstanden kan også opstå senere i livet.

Men det er ikke det samme som menopause.

Faktisk beskriver det britiske sundhedsvæsen NHS ligefrem betegnelsen “male menopause” som misvisende. Hos mænd falder testosteron gennemsnitligt gradvist, omkring én procent om året fra 30-40-årsalderen. Der kommer altså ikke nødvendigvis et dramatisk hormonelt fald omkring de 50, og for de fleste er det langsomme fald ikke i sig selv årsag til problemer. 

Kvinders overgangsalder er en ganske anden biologisk begivenhed. Æggestokkenes funktion ændres, produktionen af blandt andet østrogen og progesteron falder markant, ægløsningerne ophører, og menstruationen forsvinder. Fertiliteten afsluttes. Det er en fysiologisk transformation, som alle kvinder, der lever længe nok, gennemgår, selv om tidspunkt, symptomer og styrke varierer voldsomt fra kvinde til kvinde.

Mænd beholder derimod i princippet deres reproduktive funktion og oplever ikke et tilsvarende universelt hormonelt ophør.

Det betyder selvfølgelig ikke, at mænd ikke kan have det ad helvede til midt i livet.

Tværtimod synes jeg, at vi burde interessere os langt mere for mænds sundhed, hormoner, seksualitet og psykiske trivsel. Mænd omkring 40, 50 og 60 kan stå midt i skilsmisser, børn der flytter hjemmefra, aldrende eller døende forældre, arbejdsliv der ændrer karakter, kroppe der forandrer sig, tab af ungdom, spørgsmål om identitet, mening og seksualitet. Nogle vil oveni opleve egentlig testosteronmangel.

Psykolog og mandeforsker Svend Aage Madsen, medstifter af Forum for Mænds Sundhed, har faktisk brugt årtier på at pege på, at mænds sundhed fortjener langt større opmærksomhed. Mænd lever kortere end kvinder, kommer ofte senere til lægen, og psykisk mistrivsel bliver i mange tilfælde opdaget og behandlet senere. Det er med andre ord ikke, fordi vi mangler væsentlige problemer at tale om, når vi taler om mænds liv og sundhed.

Alt det fortjener sprog. Og hjælp, når der er brug for den.

Jeg bliver bare en smule mistænksom, når vi tilsyneladende kun kan gøre mænds midtliv interessant ved at låne et begreb fra kvindekroppen.

Der er jo rigeligt at være nysgerrig på i mandens midtliv. De hormonelle, kropslige, seksuelle, psykiske og eksistentielle forandringer fortjener at blive undersøgt på deres egne præmisser, frem for at blive gjort til en mandlig udgave af menopausen.

Og der er noget tankevækkende ved timingen. Netop som kvinders overgangsalder efter årtiers underbelysning, underforskning og tavshed endelig er kommet ud i lyset, begynder vi at brede begrebet ud, så det også skal rumme mænd.

Det ville være en lidt besynderlig krølle på historien, hvis vi netop som menopausen endelig bliver taget alvorligt som et særligt vilkår ved kvindekroppen, begyndte at bruge det samme ord om noget biologisk ganske andet.

Lad os endelig tale om mændene.

Men måske kan kvinderne få lov at have det hårdt tilkæmpede fokus på menopausen i fred, uden at begrebet straks skal udvides til også at omfatte mænd.


Indsend en kommentar


Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort



Net Orders Checkout

Item Price Qty Total
Subtotal 0,00 kr
Shipping
Total

Shipping Address

Shipping Methods